At skabe små hjem på hospitalerne

At være indlagt som barn, er en stor belastning for både barnet og familien.Jeg ved det, fordi jeg selv har brugt 2,5 år på en børneafdeling med min yngste datter, da hun var helt lille.

Noget af det jeg savnede allermest, var normalitet, noget der mindede mig om, det vi var væk fra. En lille smule hjem. Så hvordan skaber man hospitalsrum, der minder om det?

For mig handler det om varme, farver, stoflighed, humor og kendte elementer. I det hele taget blir man overrasket over, hvor meget maling og billeder på en hospitalsvæg kan betyde.

Og glæden er aldrig til at tage fejl af, når både børn, forældre og personale træder ind i de nyindrettet rum.

Jeg har set det så mange gange, og hver gang bliver jeg både rørt og overbevist om, at det er vigtigt at skabe små hjemlige lommer på hospitalet.

Ungerum med flere funktioner

Unge indlagte går glip af en masse almindelige ungdomsaktiviteter og vigtige relationer, de ville have haft ude i den normale verden.

At spille playstation med vennerne, hænge ud i sofaen med te, at have samtaler om den første kærlighed og break-ups, binge serier, løfte vægte, være kreative og høre musik.

Indretningen af ungerummene skal derfor altid kunne noget andet og lidt mere på en gang.